Lyt til fuglesang i maj: månedens naturtip fra Haldbjerg

Der er noget helt særligt ved fuglesang i maj.

Det er lyden af forår, der for alvor har fået fat. Af lyse morgener, grønne trækroner og natur, der summer af liv igen. Fuglesangen kan være noget af det første, vi lægger mærke til, når vi træder udenfor – men også noget af det, vi nemt overhører, hvis vi har travlt.

Derfor er månedens naturtip ganske enkelt: Gå ud og lyt.

Her får du forskellige øvelser til hvordan du kan blive mere opmærksom på fuglene omkring dig, uden at vide alt muligt i forvejen.

Du behøver nemlig ikke kende navnene på alle fuglene. Du behøver ikke have en kikkert, en fuglebog eller en masse viden på forhånd. Start med at stå stille et øjeblik og læg mærke til, hvor mange forskellige stemmer du kan høre omkring dig.

Måske er der én fugl, der gentager den samme lille melodi. Måske er der en anden, der svarer længere væk. Måske opdager du pludselig, at naturen slet ikke er stille – den er fuld af samtaler.

Hvorfor er det så særligt at lytte til fuglene?

Fuglesang kan noget, som mange af os længes efter i hverdagen: Den får os til at sænke tempoet.

Når vi lytter efter fugle, flytter vi opmærksomheden væk fra skærme, planer og tanker – og ud i det, der sker lige nu.

Fuglesangen er også en af forårets tydeligste stemninger. Den fortæller os, at dagene er blevet længere, at ynglesæsonen er i gang, og at naturen omkring os er vågnet. Mange fugle synger netop for at tiltrække en mage og markere deres territorium, særligt i foråret.

Det er måske derfor, fuglesang føles så livsbekræftende. Den minder os om, at der sker noget nyt. At naturen fortsætter. At vi kan stoppe op og være vidne til det.

En enkel lytteøvelse i naturen

Næste gang du er ude, kan du prøve denne lille øvelse:

Find et roligt sted. Stå eller sid stille i fem minutter. Luk gerne øjnene.

Læg mærke til:

Hvor mange forskellige fuglestemmer kan du høre?
Er der én tæt på og én længere væk?

Hvordan lyder sangene forskelligt?
Er de hurtige, langsomme, lyse, dybe, gentagende eller melodiske?

Hvor kommer lydene fra?
Fra trætoppene, buskene, marken, skoven eller et sted bag dig?

Hvad sker der i kroppen, når du lytter?
Falder skuldrene lidt ned? Bliver du mere rolig? Mere opmærksom?

Det er en enkel øvelse, men den kan gøre en helt almindelig gåtur til en mere sanselig naturoplevelse.

Fugle du måske kan høre i maj

Du behøver ikke kunne kende dem alle, men nogle almindelige fuglestemmer i det danske forår kan være:

Solsorten synger med bløde, klare fløjtetoner, der ofte forbindes med forårsmorgener og aftener.
Bogfinken har en kort og energisk sang med en tydelig rytme, som kan lyde som: “Det-det-det-ka’-jeg-si’-li’så-tit-det-ska’-vær’.”
Musvitten synger enkelt og gentagende — ofte som “fyti-fyti-fyti” eller “titify-titify-titify.”
Gulspurven er let at kende, fordi den næsten lyder som om, den tæller: “En-to-tre-fir-fem-seks-syyyv.”
Gærdesmutten er lille, men har en kraftig og hurtig sang med en lang trille til sidst.

Du kan også høre ovenstående fugles sang i vores seneste instagram opslag her

Prøv det på Haldbjerg: Sov i shelter og vågn til fuglesang

En af de smukkeste måder at opleve fuglesang på er at være i naturen, når dagen begynder eller slutter.

På Haldbjerg kan du tage en overnatning i shelter og få naturen helt tæt på. Forestil dig at ligge i en varm sovepose, mens lyset langsomt ændrer sig udenfor. Først er der stille. Så kommer den første fugl. Og lidt efter lidt vokser lydbilledet, indtil du ligger midt i forårets egen morgenkoncert.

Hvis du er nysgerrig på, hvilke fugle du kan høre, kan du bruge appen Merlin Bird ID. Appens Sound ID-funktion kan lytte med og komme med forslag til, hvilke fugle der synger omkring dig.

Det kan være en sjov måde at lære naturen bedre at kende på – især hvis du ikke er vant til at genkende fuglestemmer. Brug appen som en hjælp, men husk også bare at lytte uden at skulle præstere. Nogle gange er oplevelsen i sig selv nok.

Book en overnatning, og oplev fuglesangen her

Del artiklen her: